— På kirkegården.

Jeg stirrede på hende.

— Ved Sofias grav?

Hun nikkede.

— Den sad lige foran hendes gravsten.

Jeg kunne mærke kulden brede sig i kroppen.

— Det er umuligt.

— Det var også det, jeg tænkte.

Freja tog sin telefon frem.

Hun viste mig et billede.

Katten sad foran Sofias grav.

Men der var noget andet.

Ved siden af katten lå en lille sort nøgle.

— Hvor er nøglen?

Freja rakte hånden i lommen.

— Her.

Jeg tog den.

På den var der indgraveret et tal:

317.

Jeg vidste straks, hvad det betød.

Sofia havde haft et gammelt opbevaringsskab på stationen.

Skab nummer 317.

Efter hendes død havde vi aldrig hentet de sidste ting.

Jeg havde glemt det.

Vi tog til stationen.

Skabet stod stadig der.

Utroligt nok.

Nøglen passede.

Jeg drejede den langsomt.

Døren åbnede.

Indeni stod en gammel papkasse.

På toppen lå et fotografi.

Sofia.

Hun smilede.

Men hun var ikke alene.

Ved siden af hende stod en mand, jeg aldrig havde set før.

På bagsiden stod der:

„Hvis de fortæller dig, at jeg døde alene, så tro dem ikke.”

Jeg satte mig ned på gulvet.

Freja så på mig.

— Mor?

Jeg kunne ikke svare.

Under fotografiet lå en lille notesbog.

Sofias håndskrift.

Jeg åbnede den.

De første sider handlede om hendes sygdom.

Så ændrede tonen sig.

Hun skrev om en person, der havde besøgt hende på hospitalet.

En mand.

Han havde sagt, at han kendte hendes familie.

Hun havde nægtet at fortælle ham noget.

Men han kom igen.

Og igen.

På en af de sidste sider stod:

„Jeg ved nu, hvorfor han leder efter mig.”

Næste side var revet ud.

Så var der kun én sætning tilbage:

„Han tror, jeg tog noget fra ham.”

Pludselig begyndte katten at skrabe i papkassen.

Vi kiggede på den.

Under nogle gamle aviser lå en lille trææske.

Jeg åbnede den.

Indeni var et USB-drev.

Freja kiggede på mig.

— Tror du, der er noget på det?

— Det finder vi ud af.

Da vi kom hjem, satte vi USB-drevet i computeren.

Der var kun én fil.

En video.

Sofia sad foran kameraet.

Hun så tynd og træt ud.

Men hendes øjne var klare.

— Hvis du ser dette, betyder det, at jeg ikke nåede at fortælle dig alt.

Jeg begyndte at græde.

Hun fortsatte:

— Jeg vil ikke have, at du skal være bange. Men jeg har opdaget noget, som familien har skjult i mange år.

Hun holdt en pause.

— Jeg har en datter.

Freja gispede.

Jeg kunne ikke trække vejret.

Sofia fortsatte:

— Hun blev født, før jeg blev syg. Jeg gav hende væk, fordi jeg troede, jeg gjorde det rigtige.

Jeg så på Freja.

Hun var helt stille.

— Hvor er hun? hviskede hun.

Videoen fortsatte.

Sofia sagde:

— Jeg har forsøgt at finde hende.

Så kom den sætning, der ændrede alt.

— Hun har levet hele sit liv tættere på jer, end I tror.

Videoen stoppede.

Skærmen blev sort.

Vi sad helt stille.

Så hørte vi en lyd fra gangen.

Katten stod foran døren.

Den stirrede på os.

Og ved siden af dens skål lå pludselig en lille hvid kuvert.

Jeg havde aldrig set den før.

På kuverten stod mit navn.

Jeg åbnede den.

Indeni var der et fotografi.

En ung kvinde.

På bagsiden stod hendes navn.

Freja.

Jeg kiggede på min datter.

Hun var bleg.

— Mor…

— Hvad?

Hun begyndte at græde.

— Jeg tror, jeg ved, hvem kvinden på billedet er.

Jeg kunne næsten ikke få ordene frem.

— Hvem?

Freja så på mig.

— Min biologiske mor.

Jeg tabte fotografiet.

Katten sprang op på bordet og lagde sin pote oven på billedet.

Og i det øjeblik forstod jeg noget, der gjorde endnu mere ondt:

Sofia havde ikke efterladt katten for at finde mig.

Hun havde trænet den til at finde Freja.