En mand steg ud.

Luna stoppede.

Hun stirrede på ham.

Manden kiggede på hunden.

Og så begyndte han at græde.

— Det er umuligt…

Jeg spurgte:

— Kender du hende?

Han nikkede.

— Jeg kendte hendes ejer.

— Hvem?

Manden tog et gammelt fotografi frem fra sin pung.

På billedet stod en ung mand med Luna i armene.

— Det var min lillebror.

Jeg kiggede på Luna.

Hun stod helt stille.

Så gik hun langsomt hen til manden.

Han satte sig på hug.

Luna lagde hovedet mod hans bryst.

Manden lukkede øjnene.

— Han talte altid om hende.

Jeg spurgte:

— Hvorfor har du aldrig besøgt hende?

Han svarede:

— Fordi jeg ikke kunne holde ud at komme tilbage.

Han havde været i udlandet siden ulykken.

Han havde ikke turdet besøge sin mors hjem.

Men den dag havde han endelig besluttet sig for at komme tilbage.

Han vidste ikke, at Luna stadig ventede.

Luna vidste heller ikke, at han ville komme.

Men hun genkendte familien.

Manden ringede til sin mor.

En time senere stod hun ved busstationen.

Da hun så Luna ved siden af sin søns bror, begyndte hun at græde.

— Måske har hun ikke ventet på ham, sagde hun.

Jeg kiggede på hende.

— Hvad mener du?

Hun smilede gennem tårerne.

— Måske har hun ventet på, at nogen fra familien skulle komme tilbage.

Den dag tog Luna ikke med hjem alene.

Hun havde to mennesker med sig.

Og for første gang i tre år forlod hun busstationen frivilligt.

Næste morgen var bænken tom.

Ingen Luna.

Ingen hund, der ventede på en bus.

Men på bænken lå et lille fotografi.

På bagsiden stod der:

„Nogle gange husker dyr det, mennesker prøver at glemme.”