Samme tidspunkt.

Samme vinduesplads.

Efter hendes død kunne han ikke få sig selv til at holde op med at komme.

— Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, sagde han. Men når jeg sidder her, føles det næsten som om hun stadig sidder overfor mig.

Maja satte sig ved hans bord.

— Så må du hellere blive ved med at komme.

Han smilede.

— Må jeg?

— Selvfølgelig.

Fra den dag ændrede noget sig.

Maja begyndte at sætte to kopper på bordet.

Den ene foran ham.

Den anden på den tomme plads.

— Den anden er til minderne, sagde hun.

Den gamle mand lo for første gang.

Efter nogle uger begyndte andre ansatte også at kende ham.

En kollega gemte hans yndlingskage.

En anden begyndte at hilse på ham, før han nåede døren.

Og langsomt blev den ensomme torsdag til noget helt andet.

Han begyndte at tale med de andre gæster.

Nogle gange spillede han kort med en pensionist fra nabobordet.

Andre gange fortalte han historier om København, som den havde set ud, da han var ung.

En dag kom han ind med et gammelt fotografi.

På det stod han og hans kone foran caféen.

— Det var her, vi mødtes første gang, sagde han.

Maja kiggede på billedet.

— Så var det måske ikke kaffen, du kom tilbage efter.

Den gamle mand smilede.

— Nej.

Han kiggede på den tomme stol.

— Jeg kom tilbage efter hende.

Maja lagde hånden på hans skulder.

— Måske fandt du så også noget andet.

Han kiggede rundt på caféen.

På personalet.

På de mennesker, han nu kendte.

— Ja, sagde han stille. Det gjorde jeg.

Nogle gange kan en lille venlighed være begyndelsen på et nyt kapitel i et andet menneskes liv.